Som barn nr. 5 på en fynsk bondegård blev jeg hurtigt sat i arbejde. Nogle af de første jobs, som jeg rent faktisk blev betalt for, var at hakke roer - tage kartofler op - og være klapper, når herremanden på Scheelenborg holdt klapjagt.
Senere havde jeg en masse sommerferiejobs - som kropige, i en campingkiosk, på dybfrostfabrik ...
I studietiden arbejdede jeg bl.a. hos A.P.Møller som korrespondent-vikar, i Undervisningsministeriets EF-oplysningssekretariat og på forskellige biblioteker.
Straks efter min eksamen som folkebibliotekar blev jeg ansat på Værløse Bibliotek - derefter som forlagsredaktør på Bibliotekscentralen - så blev jeg vicestadsbibliotekar i Herlev - og dernæst kultur- og bibliotekschef i Birkerød.
Efter sammenklapsningen af kommunerne i 2007 var jeg i halvandet år udviklingschef i Rudersdals biblioteksvæsen - indtil et spændende job i Solrød dukkede op.
Jeg blev ansat som kultur- og bibliotekschef, men efter nogle måneder blev idrætsområdet lagt oveni, og sidenhen også musikskolen, og derefter var jeg Fritids- og kulturchef - indtil april 2016, hvor jeg gik på pension.
Uddannelse
I Dalby Skole på Fyn gik man sammen i flere klasser ad gangen, så jeg kom de 7 første års pensum igennem indtil flere gange.
Efter 2 år i realskolen startede jeg på Odense Katedralskole, men midt i 2. g solgte min far gården og flyttede til min mors hjeme, og den sproglige studentereksamen blev derfor taget fra Køge Gymnasium.
Fire år efter det kunne jeg kalde mig Bibliotekar.DB.
Siden har der været adskillige faglige småkurser og længere lederuddannelser.
I perioden 2007-2009 tog jeg en Masteruddannelse på RUC (Oplevelsesledelse).
Privat
Siden 1975 har jeg været gift med Jørgen, som har været praktiserende læge på Frederiksberg. Vi har 3 børn, som er født i 1979, 1982 og 1988. Og vi har boet i Birkerød siden 1984, da Jørgen fandt en forholdsvis billig byggegrund på Ravnsnæsset.
Fritidsinteresser
Fra 1993 til 2016 var jeg været folkebibliotekernes repræsentant i det udvalg, som er med til at arrangere den årlige bogmesse. Og fra 1999 til 2016 var jeg formand for den jury, der hvert år udvælger årets bedste skønlitterære debutant, som fejres på BogForums første dag. Men også uden for den sammenhæng læser jeg mange bøger!
Jeg holder af at gå, cykle og løbe i naturen - og de seneste år er jeg begyndt at spille tennis. Desuden har jeg meldt mig ind i Birkerød Aktive Seniorer, så nu går jeg også til badminton, bowling m.m.
Jeg ser de fleste gode voksenfilm i Birkerød Bio og i Reprisen og holder øje med, hvad der ellers foregår af kulturaktiviteter i kommunen.
Mad er også en interesse - efter at børnene er flyttet hjemmefra, er der mere plads til at eksperimentere, men desværre ikke så mange til at spise hverken mad eller alle de kager, som jeg elsker højt.
Og så spiller jeg meget WordFeud på iPad'en - du er velkommen til at udfordre mig!